Søs Marie Serup går tæt på de blodige magtkampe, der har splittet Venstre i vindere, tabere og nye magtfulde konkurrenter. Det er en fængslende fortælling om et parti, der i dag forsøger at samle stumperne og finde en ny vej frem.
I mere end 150 år har Venstre været en bærende søjle i blå blok og i dansk politik. Men de seneste år er partiet blevet flået fra hinanden af bitre personopgør og interne fløjkrige.
I bogen åbner Søs Marie Serup døren til magtens inderste rum og skildrer de dramatiske opgør, der førte til en dyb splittelse i det engang så stolte liberale parti. Et rum, hun kender særdeles godt, efter selv at have været pressechef og særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og senere fulgt Venstre tæt som politisk kommentator.
Vind eller forsvind er historien om et parti, der stod så stærkt, at mange troede, det kunne overleve interne magtkampe. I stedet endte det i et blåt blodbad, hvor markante profiler enten forlod politik eller dukkede op som stærke konkurrenter. Samtidig er det fortællingen om et samfundsbærende parti, der nu kæmper for at genfinde sig selv og finde vejen tilbage til blå blok.
Bogen bygger på et omfattende kildemateriale med både vindere og tabere – fra lokale formænd i baglandet til centrale ministre samt nuværende og tidligere partiledere.