Valdemar den Store

I 1157 afsluttedes den lange borgerkrig, og Sven, Knud og Valdemar planlagde at dele riget ved et gilde i Roskilde. Dog udviklede festen sig til Blodgildet i Roskilde, et vendepunkt i Danmarks historie.

Valdemar den Store, der blev enekonge efter sejren ved Blodgildet, samlede magten hos kongen og hans nærmeste rådgivere. Dette ændrede Danmark fra et valgkongedømme til et arvekongedømme, efter et statskup i 1165, hvor biskop Absalon opfordrede Valdemar til at gøre sin søn Knud til medkonge.

"Valdemar den Store. Borgerkrigens barn" beskriver Valdemars liv, hans fascination af den danske fortid og brugen af historie for at nå sine mål. Han havde både tilhængere og fjender og blev betragtet som både Guds udvalgte og Antikrist af forskellige.

Valdemar og hans sønner udvidede Danmarks territorium, inspireret af udviklingen i Tyskland og England samt Valdemars tidlige leveår i Ukraine. Hans lederskab og politik blev formet af sin mors fortællinger og egne erfaringer i krige og magtkampe. Denne periode markerede en overgang til en stærkere centraliseret monarki i Danmark.