Middelaldertårne og spor af dansk historie i Tallinn. Elegante jugendfacader i Riga. Skyskrabere og en rebelsk, bohemeagtig atmosfære i Vilnius. Tre hovedstæder, tre forskellige lande – men forenet af Baltikums dybe skove og kyststrækninger med gyldne sandstrande.
Tag på marked og fyld kurven med kantareller og vilde bær. Udforsk endeløse moselandskaber og hold udkig efter storke i flugt. Og når dagen går på hæld, så slå dig ned på et livligt torv og nyd et glas lokalt brygget øl under åben himmel.
Turen Går Til Estland, Letland & Litauen tager dig med til Baltikums charmerende hovedstæder, kyststrækninger og en perlerække af oplevelser inde i landene. Journalist og forfatter Karin Larsen deler gavmildt ud af sin indsigt i regionens politik, kultur, mad og historie – og giver dig det bedste udgangspunkt for en rejse fuld af indtryk.