Fransk litterær sensation: Trist tiger ramte Frankrig som en bombe sidste år – en kraftfuld og rystende litterær udforskning af traumer og den tavshed, der omgiver dem. Bogen har høstet adskillige priser og katapulteret forfatteren Neige Sinno ind på den litterære stjernehimmel.
Som barn blev Sinno udsat for seksuelle overgreb begået af sin stedfar. I en krystalklar og usentimental prosa genbesøger hun sin egen historie – og kaster både sig selv og sin overgrebsmand frem i lyset. Men Trist tiger er mere end et vidnesbyrd. Det er også en skarp, litterær refleksion, hvor Sinno læser værker af blandt andre Nabokov, Toni Morrison, Virginia Woolf og Virginie Despentes for at undersøge, hvordan voldtægt og overgreb skildres og forstås i vores kultur. Hun rejser spørgsmålet: Hvorfor er vi så draget af gerningsmanden?
Resultatet er en bog, der tør se det i øjnene, vi helst vil undgå – det usigelige. Men samtidig er det en fortælling om overlevelse og styrke. Et menneske, der nægter at blive reduceret til offer, og som tager ejerskab over sin egen fortælling.