På Rigshospitalet i København kæmper en mand for sit liv efter en hjerneblødning. Hver dag kl. 17.55 minder hans armbåndsur ham om at ringe til sin gamle mor, der sidder på et plejehjem i Norditalien, forvirret og næsten blind. Nu er det datteren, der overtager opgaven. Da bedstemoren dør, rejser hun til Italien for at gøre boet op. Her finder hun i en skuffe et omfattende arkiv med familiens dokumenter gennem de seneste hundrede år. Nysgerrigheden vækkes, og hun begynder at grave sig ned gennem familiens historie og de mange lag af betydning, der knytter sig til de ting, som har omgivet dem gennem generationer – genstande, der alle har været genstand for stor omhu, omtanke og overvejelser.
TINGENE er en original og tankevækkende roman om pertentlighed, høje idealer og de sider af tilværelsen, vi aldrig helt formår at gennemskue. Om den gamle verden og Alperne, udlængsel og forventninger, varulve og chatoller, håndbroderede mellemlægsservietter, mudder og blod, ånde og gule stafylokokker.
En fortælling, hvor det tilsyneladende ubetydelige viser sig at rumme både familiens historie og livets store mysterier.