Spis. Mere. Grønt. Nu. er den anden bog fra Nikolaj Kirk og 4. sal til højre – og ligesom sin forgænger viser den, at grøn aftensmad sagtens kan være både nem, velsmagende og sjov at lave.
Bogen tager afsæt i den seneste kostundersøgelse, som viser, at mange danskere har svært ved at spise mere grønt, selvom de faktisk gerne vil. I stedet for at fokusere på tanker som „Uha, jeg orker ikke at lave aftensmad“ eller „Bliver jeg overhovedet mæt uden kød?“, inviterer bogen til en mere legende og nysgerrig tilgang til det grønne køkken. For det behøver hverken være besværligt eller kedeligt at lave sin egen grønne mad – tværtimod.
Med 90 nye opskrifter er der masser af inspiration til skøn og velsmagende aftensmad fra mandag til fredag. Retterne er enkle at gå til, fulde af smag og udviklet med fokus på køkkenglæde. Her finder du alt fra supper, aftengrød, tærter og gratin til pasta, nudler, bønner, linser og ærter samt ris, korn, gryn, rødder og knolde.
Som noget nyt indeholder bogen et kapitel med retter, der kan tilberedes i større portioner og varieres over flere dage. På den måde kan resterne få nyt liv og et helt andet udtryk dagen efter. Derudover er der et helt kapitel dedikeret til mættende salater.
Til hver opskrift får du forslag til, hvad retten kan serveres sammen med, samt en kort køkkennote. Her får du enkelt og præcist at vide, hvor det er værd at være ekstra opmærksom ved komfuret, så du får mest mulig smag ud af råvarerne.