For storbydigteren Søren Ulrik Thomsen tager København sig bedst ud i regn og neonlys. Hans tekster tegner et sanseligt portræt af en tæt, vibrerende og elektrisk storby præget af hverdagsliv, erindringer og uventede eventyr.
Siden 1980’erne har Thomsens skildringer af København både begejstret og provokeret. I sine essays retter han en skarp kritik mod gentrificering og forskønnelse – udviklinger, der risikerer at udviske storbyens særlige karakter – og peger på den mangfoldighed, vi står til at miste.
Søren Ulrik Thomsens København er skrevet af byforskerne Sverre Bjerkeset og Jonny Aspen. Med udgangspunkt i samtaler med Thomsen og nærlæsninger af hans værker undersøger de, hvordan skønlitteraturen kan indfange erfaringer af storbyen, som den traditionelle faglitteratur ofte har svært ved at beskrive.