En poetisk og nøgtern undersøgelse af, hvad og hvem der former os – både på godt og ondt. En fortælling om at være barn af eventyrere og idealister, men samtidig savne kort og kompas til virkeligheden.
Lærke vokser op med et kendt efternavn og en familie i konstant bevægelse. Hun har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far, som er på de syv have, fylder meget i hendes liv, selvom han er fraværende. Hendes mor bor i et kvindekollektiv i en lille by i Thy, og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke har svært ved at finde sine rødder – hverken i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af eventyrlystne mennesker. Først da hun flytter til København, finder hun et liv, der føles som hendes eget.
Gennem en række krydsklip mellem opvækst og voksenliv, Vesterhavet og storbyen, sansning og refleksion, skaber Sømærke et ømt og klart generationsportræt. En stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde sit ståsted. Og om modet til at møde ægte, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og kortvarig forelskelse.
Om forfatteren:
Lærke Kløvedal blev født på Amager i 1978 og voksede op i Thy med sin mor. Hendes far var den kendte forfatter og kaptajn Troels Kløvedal, som døde i 2018. Lærke er uddannet filmproducer og journalist og arbejder i dag som madanmelder på Politiken samt vært på Danmarks mest downloadede portrætprogram, Det sidste måltid. Hun bor på Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge.