Solisterne

H.C. Andersen og Søren Kierkegaard begiver sig på en fælles rejse gennem Europa i slutningen af 1849, med Rom som deres endelige mål. Undervejs deler dette usædvanlige par tanker om kærlighed, angst, glæde, selvets natur, døden og livet herefter. De diskuterer også deres kunstneriske udfoldelser, frustrationen over manglende anerkendelse, pressens stigende magt, den eksplosive vækst af naturvidenskaben, fremkomsten af folkestyre og udfordringerne inden for kristendommen. Dagbogsnotater fanger øjebliksbilleder fra rejsen, både de indre og de ydre, mens selvbiografiske refleksioner giver indblik i nogle af de livshændelser, der har formet de to solisters globale arv.

Bogen er en levende og sanselig rejseoplevelse, der tager læseren med på en rejse gennem solisternes livsfilosofier og værker, samtidig med at den opfordrer til introspektion. På trods af deres forskelligheder viser der sig ligheder mellem solisterne, og der opstår en gensidig sympati, der ligner venskab. Mod slutningen af rejsen modnes der en beslutning i den ene af solisterne, som får livsændrende konsekvenser.