Anne-Maj Mortensen får ondt af en ung, forhutlet fyr, der trodser den bidende kulde for at sælge Hus Forbi i gågaden. Da han kort efter bliver fundet brutalt myrdet, kan Anne-Maj selvfølgelig ikke lade sagen ligge.
Snart kaster hun sig ud i sin egen efterforskning, der fører hende gennem et broget miljø af hjemløse, plejeforældre og fritidsbønder – alt imens politiet desperat forsøger at bevare både overblikket og kontrollen. Heldigvis får Anne-Maj hjælp fra en hidsig dame. Og som altid står barnebarnet Didi og gravhunden Mortensen klar til at give en pote med.
Anna Grue (f. 1957) fik sit store gennembrud med kriminalromanerne om Dan Sommerdahl, som siden er blevet filmatiseret. I 2020 udkom den første roman om Anne-Maj Mortensen, Mysteriet i Genbrugsen. Siden fulgte Døden i kurbadet, Nøglen til mord, Ligene i lysthuset, minikrimi’en Blodigt bryllup og Et mord for meget.