SKUMRING er en personlig og nærværende fortælling om at leve med alvorlig sygdom og samtidig holde fast i livsglæden og et positivt livssyn.
Troels Mylenberg fortæller åbent om, hvordan tilværelsen ændrer sig, da han får konstateret kræft. I første omgang bliver han opereret, men sygdommen vender tilbage og efterlader ham med en alvorlig besked om, at livet nærmer sig sin afslutning. Med udgangspunkt i oplevelser fra sygdomsforløbet, personlige refleksioner og tilbageblik på livet undersøger han, hvordan bevidstheden om døden kan gøre livet endnu mere nærværende og værdifuldt.
SKUMRING er en fortælling om sårbarhed, håb og livsmod – og om at finde lys og mening, selv når mørket kommer tæt på.
Troels Mylenberg er journalist og nyhedsvært på TV 2. Han har tidligere været ansvarshavende chefredaktør og direktør i JFM, politisk redaktør på flere aviser, forstander på Vallekilde Højskole og leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet. Han har skrevet flere bøger, senest Gidsel og Pytlick – verdens bedste makkerpar (2025).