Anders Kjærgaard er militærpsykolog og tidligere patruljefører samt leder ved Slædepatruljen SIRIUS i Nordøstgrønland. I løbet af sine udstationeringer har han tilbagelagt over 10.000 kilometer med hundeslæde i et af verdens mest afsidesliggende og ekstreme områder.
I denne bog deler Anders sin erfaring med at overleve den fysisk og mentalt krævende rejse gennem polarnætter, snestorme og temperaturer ned til minus 45 grader. Her er de største udfordringer ofte ikke isbjørneangreb eller at falde gennem isen, men derimod at holde modet oppe eller undgå konflikter med sin makker, som man lever tæt sammen med under ekstreme forhold.
Bogen giver et unikt indblik i specialenheden SIRIUS, hvor Anders beskriver psykologien bag forløbet før, under og efter patruljerne. Den berører emner som udvælgelse, psykologisk profilering samt den omfattende fysiske og mentale forberedelse. Læseren får indblik i korpsånden og de lange rejser over isen, og bogen beskriver livet i isolation, den mørke vinterperiode, monotonien og de små konflikter, der under ekstreme forhold kan vokse sig store. Den beretter også om den vanskelige overgang tilbage til hverdagslivet efter de barske slæderejser.
"Sirius tur-retur" er en personlig og fascinerende fortælling om livet i den vilde natur fra en soldat og psykolog, der har et indgående kendskab til SIRIUS og en stor kærlighed til Nordøstgrønland. Bogen er fyldt med konkrete psykologiske redskaber, der kan inspirere den eventyrlystne læser, og den præsenterer forskning i individers og gruppers præstationsevne i isolerede, ekstreme miljøer – fra slæderejser med SIRIUS til rumrejser.
Bogen er skrevet i samarbejde med videnskabsjournalist Mette Bender.