I romanen "Rosenreglen" af Liv Nimand Duvå flytter en kvinde ind i et nyoprettet kollektiv omgivet af en skov. Hun håber på at finde ro til at arbejde på sin kommende udstilling, da hun har et halvt år til at færdiggøre den. Men efterhånden som hun dykker dybere ned i sit kunstneriske arbejde, begynder der at ske mærkelige ting både i huset og i skoven. En mystisk og urovækkende atmosfære breder sig omkring hende.
Jo mere hun graver sig ned i fortiden og minderne omkring hendes trettende år, desto mere hjemsøges hun af de begivenheder, der fandt sted dengang. Det var en tid præget af ensomhed, en fotograf og en kamp mod en spiseforstyrrelse. Det var også en tid med en mormor og en mor, der havde sine egne forhåbninger og ambitioner for hende, men som i stedet efterlod hende med en følelse af svigt og et ønske om hævn.
I takt med at tiden går, bliver det klart, at det ikke er sikkert at bo i kollektivet, hverken for kunstneren selv eller for de andre beboere. Faretruende begivenheder og dunkle hemmeligheder kommer for dagen, og både kunstneren og kollektivisterne må stå over for en virkelighed, der truer deres sikkerhed og fred.
