I en tid, hvor politikere uden større besvær glider fra parti til parti alt efter, hvor magten – og de gode poster – befinder sig, står der én politiker tilbage, som aldrig har vaklet i troen på det, han kæmper for.
Frank Aaen har gennem et helt liv stået fast. Han har ikke ladet sig friste af opportunisme eller hurtige løsninger, men holdt fast i overbevisningen om, at tidens udfordringer kræver svar, der bygger på fællesskab, retfærdighed og solidarisk omfordeling – med rødder i den socialistiske idé.
I Rødt valg – en kombination af erindringsbog og politisk debatbog – fortæller Frank Aaen om sit livslange engagement, der begyndte med ungdommens politiske indignation og udviklede sig til et markant virke på den danske venstrefløj. Fra årene i den kommunistiske bevægelse og som redaktør for Land og Folk, til rollen som central skikkelse i Enhedslisten.
Som frontfigur i foreningen Kritiske Aktionærer har han desuden konfronteret nogle af landets største og mest magtfulde virksomheder på deres egne generalforsamlinger – bevæbnet med skarpe spørgsmål og urokkelig samvittighed.
I bogen diskuterer han, hvorfor tiden netop nu kalder på en ægte rød regering – og hvad der skal til for at gøre den til virkelighed.
Rødt valg er fortællingen om et liv i socialismens og den sociale retfærdigheds tjeneste – et liv præget af idealisme, stædighed og principfasthed i en tid, hvor alt for mange kompromitterer deres overbevisninger for bekvemmelighedens skyld.