NY KRIMI AF JAKOB MELANDER
Vladimir “Røde” Kirk – tidligere betjent, nu livvagt for lyssky udenlandske forretningsfolk – lever et liv, hvor han bogstaveligt talt er klar til at tage en kugle for andre. Men da hans gamle ven og tidligere chef fra Politiskolen dør i en brand, lover Røde at se nærmere på sagen. Politiet kalder det en ulykke. Men er det hele sandheden?
Efterforskningen trækker tråde langt ind i magtens korridorer – og Røde kommer hurtigt i skudlinjen. Politiledelsen, der engang smed ham ud, vil ham til livs. En tidligere minister gør, hvad han kan for at lukke munden på ham. Selv gamle kolleger vender ryggen til. Og privatlivet? Det vakler. Hans forhold til journalisten Hannah slår gnister – og en gruppe klimaaktivister ser ham som fjenden.
Midt i kaosset tvinges Røde til at konfrontere sin egen fortid. For hvad skjuler han selv? Og kan han overleve, når sandheden kommer for en dag?
Jakob Melander (f. 1965) er kendt for sine intense og anmelderroste krimier, som har fundet læsere i både Danmark og internationalt – bl.a. i USA, Tyskland, Sverige og Holland.
RØDE er første bind i Melanders nye serie om den tidligere politimand og nu hårdtslående livvagt Vladimir “Røde” Kirk.