Pot er de tørrede blomster fra hampeplanten – en plante, som mennesker i tusindvis af år har brugt til alt fra ritualer og afslapning til kreativ fordybelse og spirituel søgen.
I Øvigs lille bog om pot deler Peter Øvig sin personlige rejse ind i cannabisens verden. Med udgangspunkt i egne oplevelser beskriver han de positive sider ved at ryge pot – euforien, den kreative gnist, de skærpede sanser og muligheden for spirituel åbning.
Men han skygger ikke for bagsiden. Bogen rummer også en ærlig undersøgelse af de risici, der følger med: sløvhed, apati og psykoser. I samtaler med blandt andre psykiatriprofessor Merete Nordentoft – en af Danmarks førende forskere i hashens skadevirkninger og behandler af unge med hashpsykoser – bliver de mørke sider belyst uden filter.
Samtidig dykker Øvig ned i hampeplantens lange og fascinerende historie – fra brugen i papir og reb til medicin og rusmidler. Undervejs afslører han, hvordan det globale cannabisforbud har sine rødder i 1930’ernes USA, hvor en racistisk leder af narkopolitiet spredte frygt og løgne om jazz, sorte amerikanere og hashrygning.
I Danmark har forbuddet ført til, at kriminelle bander i dag kontrollerer både import og produktion – med stadigt stærkere og farligere cannabis som resultat.
Bogen er en personlig beretning om at dyrke sin egen milde hamp, ryge den med omtanke og finde måder at passe på sig selv – og hinanden – i mødet med rusen.