Hvad sker der, når man går til Bibelen med alt det, der presser sig på? Kan gamle tekster hjælpe os med at finde nye og mere nærværende måder at være i livet på?
Den anmelderroste og prisvindende forfatter Amalie Langballe beslutter sig for at leve tæt på Bibelen. Hun går ind i teksterne med hele sig selv – sin historie, sine erfaringer og syv alternative kardinaldyder: lediggang, blødhed, pligt, grimhed, enfoldighed, skam og ødselhed.
Bibelen bliver en vedholdende samtalepartner, og i mødet med de gamle, slidstærke tekster opstår et rum, hvor Langballe tør se på sig selv med nye øjne. Måske rummer de gamle fortællinger alligevel svar på noget af det, vi kæmper med i dag.
Nye dyder er en varm, personlig og undersøgende bog om kærlighed, familie og livets forskellige faser. Om at turde give slip på forestillingen om det perfekte – og om at turde være blød i en hård tid.