"Min sjæls vandmærke" er en bevægende og poetisk erindringsbog, hvor forfatteren Mirjam Capelle forsøger at forlige sig med sin fortid. Trods en tilsyneladende lykkelig tilværelse som mor til fire børn, gift og med sin egen psykologpraksis, er der dybtliggende mørke erindringer, der plager hende. Hendes barndom var præget af hemmeligheder og en jødisk mor, der bar på krigens ar, samt en fader, der blev mere og mere distanceret fra familien. Drømme om kz-fanger uden mulighed for at overleve blander sig med disse erindringer.
Bogen er en samling af sanselige og levende erindringer om Mirjams slægt. Fortiden, både hendes personlige og familiens historie, oprulles i glimt, da det har været med til at forme Mirjams liv. Fra familiens flugt til København i 1904 undslipper pogromerne i Polen, hvor det jødiske mindretal blev terroriseret af russerne, til morens flugt som otteårig til Sverige i 1943 midt under krigens rædsler, uden sin etårige lillebror. Mens et utalligt antal jøder omkommer i Hitlers grusomme lejre under Anden Verdenskrig, overlever Mirjams oldefar. Forfatteren formidler sin egen og sin families historie gennem de stærke kvinders perspektiver.
Tro og tvivl er sammenflettet som to uløseligt forbundne tråde gennem slægtserindringerne. En fortid og barndom med stærke jødiske bånd udvikler sig til en ungdom uden stor tro. I en alder af 50 bliver Mirjam døbt som kristen og finder en ny form for indre ro.
"Min sjæls vandmærke" er Mirjam Capelles stærke, poetiske og dybt personlige debut, hvor hun forsøger at forsones med fortiden og finde taknemmelighed, til trods for alt. Det er en fortælling om, hvordan forsoning er mulig og kan føre til nyt håb, selv når livet ser sort ud.
Mirjam Capelle er uddannet psykolog med egen praksis og mor til fire børn. "Min sjæls vandmærke" er hendes debut som forfatter.
Citat fra bogen: ”Min nysgerrighed er vakt. Hvad mon min mor har på programmet? Jeg sætter mig til rette i sofaen, mens hun tænder for fjernsynet. På Danmarks Radio, der består af en enkelt kanal, starter en sort-hvid film. En dokumentar fra gamle dage. Først forstår jeg ikke de billeder, der løber hen over skærmen. Mennesker samlet i store grupper med oppakning omkring sig. Kvinderne med tørklæder bundet om hovederne, børnene med tykke frakker på. De er udendørs. Nogen sidder på jorden. I baggrunden er der togvogne. Ved synet af det, der videre kommer, stivner jeg. Kroppe stablet i bunker, mennesker med unaturligt store, mørke øjne, køjesenge med udhungrede hoveder, der kigger frem.”
