Maria er teenager i Frederikshavn i 1990. Hun elsker The Cure, er dødtræt af sine forældre og længes efter, at noget stort skal ske – noget, der kan vende op og ned på det hele.
En dag beder hun Gud om at gøre hende gravid. Og hendes bøn bliver hørt. Med noget stort i maven går hun ombord på en færge, hvor hun forelsker sig hovedkulds i skibsdrengen Miguel.
Flere århundreder tidligere stævner medicineren Oluf Bartholin ud fra København. Han har allerede opnået en stor videnskabelig triumf, men nu venter et endnu større eventyr. Overbevist om, at det sunkne Atlantis ligger på bunden af Det Sydfynske Øhav, begiver han sig ud på en dristig ekspedition.
Men hvad finder han egentlig på havets bund?
Noget stort?
Maria, Atlantis er tredje selvstændige del af Asta Olivia Nordenhofs romanføljeton, hvor mordbranden på Scandinavian Star løber som et gennemgående motiv. En litterær romantasy om kærlighed og kapitalisme, krig og fred – og menneskets evige jagt på nye verdener.