Efter at have mistet sin datter og sin mand i en tragisk bilulykke søgte Diane helbredelse i Irland. Det var her, hun mødte den skæbnesvangre fotograf Edward og indledte et lidenskabeligt forhold til ham. Men forholdet brast, og nu er Diane tilbage i Paris, klar til at starte på en frisk sammen med sin ven Félix og genåbne sin bogcafé.
I Paris møder hun den søde og omsorgsfulde Olivier, og Diane får et øjebliks glimt af lykke, inden hun støder ind i Edward igen. Mødet vækker gamle følelser til live: De to nærer stadig stærke følelser for hinanden, men begge har de bevæget sig videre i livet. Pludselig er Diane forvirret og usikker: Skal hun forlade sin trygge tilværelse i Paris for at forfølge en usikker fremtid i et fremmed land?
"Livet er let, bare rolig" er den selvstændige efterfølger til Agnès Martin-Lugands internationale bestseller "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe".
Agnès Martin-Lugand (f. 1979) er uddannet klinisk psykolog. Hun skrev "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" i 2012 og udgav den selv. Romanen blev utroligt populær og solgte de første 200.000 eksemplarer, før det franske forlag Michel Lafon erhvervede rettighederne og udgav den på ny. Den har samlet solgt over 800.000 eksemplarer i Frankrig og 2 millioner eksemplarer på verdensplan. Bogen er solgt til udgivelse i 29 lande. Agnès Martin-Lugand er nu en fuldtidsforfatter og har netop udgivet sin sjette roman.