Hvis ikke Anna var blevet fyret, havde hun næppe kastet sig ud i noget så vildt. Hvis ikke hendes teenagedatter Chloé gik rundt med et knust hjerte. Hvis ikke lillesøster Lily blev mobbet i skolen.
Men virkeligheden rammer, og pludselig virker en tur i en gammel autocamper som den eneste måde at slippe væk – fra ubetalte regninger, daglige bekymringer og et familieliv på randen af opløsning. Pigerne synes, det er en elendig idé. Men Anna insisterer. Snart er de tre på vej nordpå – pakket tæt sammen i et rullende hjem, med kurs mod Skandinavien og det magiske nordlys.
Det bliver starten på en rejse, de aldrig vil glemme. En rejse fyldt med udfordringer, skæve møder og øjeblikke af uventet nærvær – hvor de langsomt genfinder både sig selv og hinanden.
Lad os tænde stjernerne er endnu en rørende og livsbekræftende roman fra en af Frankrigs mest populære forfattere – en historie om mod, håb og det stærke bånd mellem en mor og hendes døtre.