I sommeren 1890 vender Idas ældre bror tilbage til Stubbekøbing på et besøg. Han har medbragt en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi. Inden sommeren er forbi, bliver Ida og Vilhelm forlovet.
Dette er et forhold, som begge mødre er imod. Idas mor, der gentagne gange indlægges på Oringe Sindssygehospital, nægter at give slip på sin datter. Svigermoren, den velhavende Frederikke Hammershøi, har altid dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun ser Ida som en hindring for sønnens karriere som maler. Selv i det københavnske kunstmiljø, hvor den tavse Vilhelm Hammershøi regnes som en unik kunstner, vækker forlovelsen forundring.
På usikre ben træder Ida ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og rejser til udlandet. Hun følger sin mand gennem tykt og tyndt, mens han fortsætter med at male billeder, som kun en snæver kreds af mennesker forstår og værdsætter.
De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, der kan tjene som atelierer til malerierne. Ida er gift med en mand, der kun ønsker én ting i livet: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun som model for sin mand.
Ida kæmper med sin rolle og sit sind. Indimellem må hun lufte sine frustrationer ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer.
Men derefter står hun igen ubevægelig som model.
Portrætterne af en kvinde med ryggen til, med en blottet nakke i et tomt rum, bliver Vilhelm Hammershøis mest elskede og berømte motiv. Han oplever stigende anerkendelse og popularitet frem til sin tidlige død i 1916, og det maleriske tema gentages gang på gang med Ida som den tålmodige genstand placeret inden for kridtstregene på gulvet. Et liv i tosomhed med ryggen til verden.
