I det øjeblik en sædcelle møder et æg, sættes en bemærkelsesværdig proces i gang: kvindens krop begynder at forandre sig til at blive mor. Maven vokser, brysterne ændrer sig, og træthed og kvalme melder ofte deres ankomst i de første uger. Men hvad med alle de forandringer, vi ikke kan se?
Selvom halvdelen af jordens befolkning kan blive gravide, føde og amme, er viden om kroppens rejse under og efter graviditeten stadig præget af myter, gætterier og tilfældige råd. ”Kroppen bliver mor” er en videnskabeligt funderet bog, der samler, forklarer og nuancerer de forandringer, graviditet og fødsel fører med sig.
For ja – det er helt naturligt, at lysten til sex forsvinder en tid efter fødslen. Kroppen har ganske enkelt skruet ned for libido. Ja – hjernen gennemgår store ændringer under graviditet og moderskab, hvilket kan forklare både glemsomhed og følelsesmæssige udsving. Og nej – hængebryster kan ikke forebygges ved at undgå amning. Brysternes forandring begynder allerede under graviditeten.
Med afsæt i publiceret forskning skærer ”Kroppen bliver mor” igennem anekdoter og halve sandheder. Den giver gravide et klart billede af, hvad de kan forvente – fra hormonernes rolle til kroppens indre logik. For bag de mange forandringer gemmer der sig en plan, og ofte også en mening med galskaben.
Om forfatterne
Isa Kristina Kirk (f. 1987) er civilingeniør med Honours degree i Bioinformatik og Systembiologi samt Ph.d. i Translationel Systembiologi. Hun arbejder med strategi, forretningsudvikling og projektledelse og er mor til to.
Carla Ragnhild Kruse (f. 1988) er læge med en Ph.d. i sårheling og hudregeneration og arbejder med plastikkirurgi. Hun er også mor til to.