Tiden kalder på denne genudgivelse
(Kristine Marie Jensens originale syltebog fra 1902)
I kogebogens introduktion står der:
“Enhver bør stille sig det klart, at alt kan anvendes, intet må gå til spilde; uden det, ingen virkelig sparsommelighed.”
Sætningen er både en opskrift og en livsholdning. I dag taler vi om bæredygtighed og madspild; dengang var det en uomgængelig nødvendighed. Hos Kristine Marie Jensen er sparsommelighed ikke et ideal, men en etik: Intet må gå tabt – hverken råvarerne, arbejdet eller tiden.
Den industrielle fødevareproduktion, med sine lange, uigennemsigtige og ofte unødvendige kæder af transport og forarbejdning, har vist sin manglende evne til at tage vare på de økologier, vi er afhængige af. Den har også vist sin manglende evne til at fremstille mad, der nærer os – både kropsligt og åndeligt.
At generobre denne afgørende og forsømte del af vores livsgrundlag er en handling af omsorg. Omsorg for os selv og for dem, vi deler måltider med – og, når man ser det i et større perspektiv, også for helheden.
Tiden kalder på denne genudgivelse. For Kristine Marie Jensens originale kogebog fra 1901 rummer netop det, vi længes efter i dag: langsomhed, nærvær, opmærksomhed på detaljen og en rytme, der giver plads til både arbejde og eftertanke.
