Egypten, 48 f.v.t. Landet er præget af blodige magtkampe, politiske intriger og oprør. Alexandria står i flammer, havnen er lukket af krigsskibe, og kampen om tronen splitter riget. Den unge Kleopatra nægter at opgive sin ret til magten og leder selv sine styrker mod sin lillebrors hær i forsøget på at generobre Egyptens trone.
Såret vender hun tilbage til Alexandria, hvor paladset er fyldt med romerske soldater. Her møder hun Julius Caesar – Roms mest magtfulde mand. Mellem dem opstår et intenst og skæbnesvangert forhold, mens krigen raser udenfor paladsets mure. Men kærlighed og magt er en farlig kombination, og Kleopatra må afgøre, hvem hun kan stole på, når både hendes hjerte og hendes rige står på spil.
Kleopatra er en dramatisk og medrivende roman om ambition, kærlighed og kampen for magten – centreret omkring en af historiens mest fascinerende kvinder.