Den japanske healing-bestseller
Kikuko er kun 24 år, men føler sig allerede udbrændt. Midt i Tokyos pulserende storbyliv kæmper hun med ensomhed, et meningsløst kontorjob og en grænseoverskridende chef, der langsomt har taget kontrollen over hendes hverdag.
Da hun en dag møder blomsterbinderen Rita Tojima, ændrer noget sig. Rita bliver den fortrolige ven, Kikuko ikke vidste, hun manglede, og snart begynder hun at hjælpe til i den lille blomsterbutik, hvor farverige buketter, stærke personligheder og uventede møder fylder dagene.
Gennem arbejdet opdager Kikuko, at blomster kan fortælle historier om kærlighed, tab, håb og nye begyndelser. Og hun lærer, at kunderne, der træder ind ad døren, ofte søger langt mere end en buket.
Kikuko og blomsterbinderen er en varm og livsbekræftende roman om venskab, mod og forvandling. En fortælling, der minder os om, at det aldrig er for sent at finde sin egen vej – eller at springe ud i fuldt flor.