I 2010’erne skyller en populistisk bølge ind over den vestlige verden. Den bringer bevægelser som Lega Nord og Femstjernebevægelsen til magten i Italien, sikrer Viktor Orbán posten som premierminister i Ungarn og fører Donald Trump til Det Hvide Hus på bekostning af Hillary Clinton – til stor forbløffelse verden over.
Mod slutningen af dette skelsættende årti udgiver Giuliano da Empoli i 2019 essayet Kaosingeniørerne, hvor han for første gang omsætter sin erfaring som politisk toprådgiver til en skarp analyse af globale magtstrukturer.
I Kaosingeniørerne retter Empoli blikket mod de skjulte aktører bag tidens politiske omvæltninger. Han afdækker, hvordan spindoktorer, ideologer, forskere og Big Data-specialister formår at udnytte samfundets strømninger og forvandle populismens kaos til konkret politisk indflydelse. Resultaterne er tydelige – og har sat dybe spor i det, vi i dag omtaler som den gamle verdensorden.