Én aften på året har sin helt særlige sangskat: juleaften. I denne bog begiver Phillip Faber sig ud på en opdagelsesrejse i juleaftens mest elskede sange og fortæller deres fascinerende og unikke historier. Udgivelsen præsenteres i en boks, der rummer bogen samt otte tilhørende sanghæfter.
Med ønsket om at samle det ultimative hæfte med de mest kendte og skattede sange og salmer til dansen om juletræet dykker Phillip Faber ned i julesangenes historie. Hvad er det egentlig, vi synger? Hvor stammer sangene fra? Og hvorfor har de forandret sig så lidt gennem generationer?
Det viser sig, at sangene gemmer på en rigdom af fortællinger og ny viden om vores juletraditioner. Phillip Faber beretter om gådefulde komponister og tager læseren med på rejser – blandt andet til Nyhavn, til en juleaften hos familien Faber i 1848 og helt tilbage til 1600-tallet, hvor “Nu er det jul igen” lød fra gård til gård. Hver sang og salme bliver nærlæst og undersøgt for at afdække dens hemmeligheder, give nye perspektiver og fuldende denne særlige samling af juleaftens sange.
At synge sammen juleaften er nemlig mere end blot hygge og tradition. Julesangene forbinder os med tidligere generationer og skaber et fællesskab på tværs af tid, alder og tro.
Bogen er opbygget som en julekalender med 24 korte kapitler, så læseren hver dag i december kan åbne en ny “låge” til fortællinger om sangene, historien og traditionerne. Når juleaften endelig kommer, kan de otte ens sanghæfter tages i brug, mens hele familien samles om juletræet. Sangene og salmerne er trykt i fuld længde, enkelte steder med forslag til vers, der eventuelt kan springes over.
Boksen med bog og hæfter kan gemmes sammen med julepynten og tages frem år efter år – som en ny, tilbagevendende juletradition.