"Mit navn er Emilia del Valle" er fortællingen om en ung kvindes søgen efter kærlighed og identitet i en tid præget af krig og uro.
San Francisco, 1866. Efter en intens affære med en chilensk aristokrat bliver en irsk nonne forladt og føder en datter, som hun navngiver Emilia del Valle. Emilia vokser op med en kærlig stedfar og udvikler sig til en selvstændig og reflekteret ung kvinde, der ikke lader sig binde af tidens normer. Allerede som syttenårig udgiver hun romantiske fortællinger under et mandligt pseudonym, men hendes ambitioner rækker længere.
Hun kaster sig over journalistikken og griber chancen, da en borgerkrig truer med at bryde ud i Chile – landet hvor hendes biologiske far stammer fra. Sammen med den garvede reporter Eric Whelan drager hun afsted, og snart befinder hun sig midt i en brutal konflikt. Undervejs spirer følelserne mellem hende og Eric, mens krigens vold trækker mørke skygger over deres rejse.
Samtidig trænger spørgsmålene om hendes ophav og identitet sig på, og hendes ukendte fars fortid bliver stadig sværere at ignorere. Da volden eskalerer, og hendes liv kommer i fare, tvinges Emilia til at konfrontere både sin fortid og sin fremtid.