En stille sommeraften går hele landet i chok, da seksårige Villads forsvinder sporløst fra familiens have i Gilleleje. Et forældremareridt bliver til virkelighed: Hvor er deres barn? Og hvem har taget ham?
Astrid og hendes kusine Ivalo kender familien gennem den SFO, hvor Ivalo arbejder som vikar. Astrid kommer desuden jævnligt i hjemmet som musikterapeut for deres næsten tavse søn, August. En dag betror August hende, at han har en usynlig ven – en ven, som også legede med Villads, før han forsvandt. Astrid bliver dybt fascineret af drengens fantasi og indre liv, selv om hun har sat sit psykologistudie på pause og nu arbejder i sin mand Toms ejendomsmæglerfirma.
Astrids første store opgave er at sælge et gammelt dødsbo. Her møder hun en usædvanligt engageret køber, og da hun viser ham husets gamle fotografier, vækkes minder fra hans barndom. Han fortæller om sin ven Charlie, som forsvandt sporløst fra netop dette hus for mange år siden – på samme måde som Villads.
Kort efter forsvinder endnu en dreng.
Astrid begynder at føle sig overvåget i det smukke, gamle hus, og da hun gør et gruopvækkende fund, tegner der sig en uhyggelig forbindelse mellem en dreng, der forsvandt for årtier siden, og de to børn, der nu er savnet. En desperat kamp mod tiden begynder for at finde dem – forhåbentlig i live.
HUSKER DU? er en intens og hårrejsende krimi om det mest dyrebare, vi har.