Den danske ambassadør i Bangkok, Franz Heimann, bliver fundet myrdet på et tvivlsomt hotel i en af byens sidegader. Det thailandske politi afviser sagen som et jalousidrab begået af Heimanns thailandske elskerinde, mens det danske Udenrigsministerium hurtigt forsøger at dysse den pinlige sag ned.
En desillusioneret dansk freelancejournalist i Bangkok nægter dog at acceptere den officielle forklaring og begynder at grave i sagen. Snart viser det sig, at ambassadørens død er en afgørende brik i et omfattende terrorkomplot, der trækker tråde til både den danske kongefamilie og USA's præsident. En hævnaktion med rødder i Vietnamkrigens brutalitet.
Fortællingen giver samtidig et sjældent indblik i Udenrigstjenestens verden – på godt og ondt – set gennem en forfatters egne erfaringer som dansk diplomat.