Polen, slutningen af 1800-tallet. Bruche vokser op i en fattig, jødisk shtetl, hvor dagene går med at handle grøntsager, passe sine søskende og finde små fristeder i nabopigen Gittels bøger, de elskede jødiske traditioner og den vilde natur omkring byen.
Da russernes forfølgelser gør livet uudholdeligt, tvinges Bruche til at flygte og skabe sig en ny tilværelse i det jødiske miljø omkring Adelgade i København. Men snart bryder krigen ud og vender op og ned på det hele.
Danmark, 1987. Bruche fylder 100 år og skal fejres. I virkeligheden fylder hun kun 98, men livet har lært hende, at man ikke skal udskyde glæderne.
Hun håber inderligt, at hendes datter, Hannah, kommer på besøg. Samtidig frygter hun det. For Bruche har engang gjort noget utilgiveligt – noget, hun måske aldrig får mulighed for at gøre godt igen.
Håbets klang er tredje bind i Benjamin Koppels prisvindende fortælling om familien Koppelman. Romanen følger efter bestsellerne Annas sang (2022) og Sommerfuglens stemme (2024).