En atomfysiker om tro, videnskab og universets mysterier
Kan man som moderne, vidende menneske tro på Gud? Det spørgsmål stiller atomfysiker Jens Olaf Pepke Pedersen i sin bog, hvor han undersøger forholdet mellem kristendom og naturvidenskab. Han viser, hvordan begge verdensbilleder – troens og videnskabens – kan give mening og berige hinanden.
Det er en udbredt misforståelse, at naturvidenskab og religion er i direkte modsætning. Enten tror man på Big Bang, eller også tror man på, at Gud har skabt universet – sådan lyder den gængse opfattelse. Men for Jens Olaf Pepke Pedersen er det ikke et spørgsmål om enten-eller. Han argumenterer for, at man sagtens kan forene en naturvidenskabelig forståelse af verden med en kristen tro.
I bogen afviser han idéen om, at tro og videnskab nødvendigvis er i konflikt. Gennem personlige refleksioner, naturvidenskabelig indsigt og teologiske perspektiver viser han, hvordan troen har inspireret til nysgerrighed og erkendelse, og hvordan moderne videnskabelige teorier kan spille sammen med kristendommens skabelsesberetning.
Fra lys til liv giver læseren indblik i både den naturvidenskabelige og den kristne måde at se verden på – og i hvordan de to perspektiver tilsammen kan bidrage til at forstå universets love og dets oprindelse.
Om forfatteren
Jens Olaf Pepke Pedersen (f. 1958) er ph.d. i eksperimentel atomfysik fra Aarhus Universitet og seniorforsker på DTU’s Institut for Rumforskning og -teknologi, hvor han forsker i klima og Solens indflydelse på Jorden. Han har arbejdet ved Niels Bohr Institutet, CERN og flere amerikanske universiteter. Derudover er han medforfatter til tegneserier om H. C. Ørsted og fysikkens historie, redaktør af tidsskriftet Kvant og skribent for Weekendavisen. Han har modtaget Københavns Universitets formidlingspris og blev i 2017 hædret for årets danske forskningsresultat.