I Danmark er Jan Bonde Nielsen måske bedst kendt for sin rolle i B&W Skibsværft og de alvorlige anklager om mandatsvig, der førte til en langvarig og opsigtsvækkende retssag. Men hans liv rummer heldigvis meget mere end det kapitel.
Selvom han blev pure frifundet, valgte han at forlade Danmark og fortsætte sin erhvervskarriere i udlandet. Først kastede han sig over ejendomsmarkedet i London – hvor han blandt andet erhvervede det ikoniske Wembley Stadium – og senere gik turen videre til oliebranchen i Rusland og Georgien. I dag bor han i Kenya, hvor han i en alder af 87 stadig er aktiv inden for både erhvervsliv og filantropi.
I Forfra deler Jan Bonde Nielsen sin bemærkelsesværdige livshistorie – en fortælling præget af familie, stærke venskaber og dramatiske forretningseventyr rundt om i verden.