FOR RIGETS SIKKERHED er en intens spændingsroman om mennesker, der bliver fanget i et magtspil bag kulisserne i en hemmelig verden, hvor Danmarks nationale interesser er på spil. Det er en historie om en arbejdsplads præget af loyalitet og venskab – og om, hvad det koster at forblive tro mod sit kald. Romanen er inspireret af virkelige hændelser i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Anna Hartmann har viet sit liv til Danmarks sikkerhed. Som føringsofficer i FE står hun over for den vigtigste operation i sin karriere, da en skandalesag rammer tjenesten som et chok. En whistleblower anklager FE for ulovlig overvågning af danske borgere, ledelsen fjernes fra deres poster, og sagen ruller hurtigt i medierne. Statshemmeligheder ser dagens lys, og inden for FE’s mure sættes en intens jagt ind på de ansvarlige for lækagen.
Samtidig, under et ophold i Wien, bliver Anna kontaktet af en gammel fjende – en højtstående russisk efterretningsagent, der ønsker at hoppe af og søger hendes hjælp. Men missionen viser sig hurtigt at være langt mere risikabel end først antaget. For at redde russerens liv må Anna navigere gennem en labyrint af interne intriger, magtkampe og mulige sammensværgelser – og hun tvinges til at stille sig selv det afgørende spørgsmål: Hvor langt vil hun gå for at bevare sin loyalitet?