Cajsas mormor, Baby, har været forsvundet i over to år, og ingen har hørt fra hende. Men en aften dukker hun pludselig op i Cajsas lejlighed i København. Tidligt næste morgen samles tre generationer i køkkenet i kollektivet. For Anna, Babys datter, er de to års fravær uforståeligt og minder hende om de svigt, hun oplevede i barndommen.
Cajsa derimod er fascineret af sin karismatiske mormor. Baby har levet et rastløst og eventyrlystent bohemeliv, hvor hun har optrådt med gadeteater i Paris, arbejdet som langturschauffør og nu boet i en autocamper på Møn uden at give lyd fra sig. Baby er klar over, at hendes valg gennem livet har haft konsekvenser, og mens hun flytter ind i kollektivet og bliver involveret i Cajsas klimaaktivisme, forsøger hun at genopbygge forbindelsen til datteren Anna, inden det er for sent.