Janus Engel er på vej til sin afskedsreception i Sektion 7. Efter et langt liv i politiets tjeneste skal karrieren afsluttes, og et nyt kapitel begynde. Sammen med sin kone, Annemette, har han arvet penge nok til at trække sig tilbage og hellige sig familien. Deres datter Tea venter sit første barn, og fremtiden ser lys ud.
Men en brutal forbrydelse knuser illusionen om ro og tryghed. Og det viser sig snart, at det kun er begyndelsen.
Den nye efterforsker Cecilia – frygtløs, skarp og kompromisløs – skal sammen med den erfarne Mads finde gerningsmanden. Men hvem står bag? En gammel fjende fra Janus’ fortid eller en trussel, ingen havde forudset?
Samtidig bevæger en ung dreng sig gennem natten fra Nordsverige mod København. Han har fået en opgave, en pistol og et navn.
På Nørrebro kæmper Janus’ søn Filip med vrede mod sin far og et stigende misbrug af kokain. Janus forsøger at nå ind til ham, men andre har allerede fået øje på Filip og fører ham mod en farlig skæbne.
Langsomt samles trådene. En skjult fjende trækker i kulisserne, og Janus’ familie er målet. Kan han nå at beskytte dem, før det er for sent?
Flænser er første bind i serien Sektion 7 – en intens politikrimi og et stærkt familiedrama med en afslutning, der bliver hængende længe efter sidste side.