Luk vinduerne, lås dørene og gem både kæledyr og klenodier – de gale femlinger er løs igen!
Allan, Allan, Allan, Allan og Allan er i gang med deres nyeste (og helt igennem sindssyge) projekt: en smoothie, der fremkalder akut forældreallergi. Men midt i jagten på de rette ingredienser kommer de – ved et lille uheld – til at kidnappe en ældre dame ved navn Hjørdis. Hun ser måske ud som en helt almindelig bedstemor med hang til fyldte chokolader og billeder af søde børnebørn… men nej. Hjørdis er alt andet end almindelig.
Før nogen kan nå at sige “dødsmoothie,” har hun startet et slagsmål med rockere, ødelagt et advokatkontor og næsten savet en uskyldig teenager over i to. For at få hende ned i blenderen igen (ja, det giver mening i deres verden), må Allanerne hjælpe hende med at finde en gammel ven – Inger. Men hvem er Inger egentlig? Og hvorfor befinder hun sig i Zoologisk Have?
Et vanvittigt, hæsblæsende eventyr med fart, forviklinger og fem helt ens – og helt skøre – hovedpersoner.