I denne fortælling følger vi hovedpersonen, en intellektuel nihilist, der er nået til den triste konklusion, at alt i tilværelsen er ligegyldigt. Fyldt med fortvivlelse og mangel på håb beslutter han sig for at begå selvmord. Med pistolen i hånden falder han imidlertid i søvn og drømmer en bemærkelsesværdig drøm.
I drømmen oplever hovedpersonen sin egen begravelse og bliver derefter ført op til et himmerige. Her bliver han vidne til en utrolig scene, hvor "solens børn" lever i universel harmoni og broderskab. De udstråler en uskyld og kærlighed, der omfavner hele skaberværket. I dette paradis er alt i perfekt orden, og menneskene lever i harmoni og lykke.
Desværre bliver paradiset truet, da jordmennesket, symboliseret som en pestbacille, trænger ind og bringer ondskaben med sig. Løgn, misundelse, magtbegær og krig trænger ind i paradiset og ødelægger den guddommelige harmoni. Fortællingen bliver dermed en parabel, der afspejler menneskehedens historie og syndefaldet, hvor mennesket introducerer ødelæggelse og kaos i det oprindelige paradis.
Gennem denne drømmende parabel udforskes temaer som menneskets søgen efter mening, den evige kamp mellem det gode og det onde, og spørgsmålet om menneskets rolle i skabelsen. Det er en fortælling, der inviterer til refleksion over menneskehedens historie og vores ansvar for at skabe en bedre verden.
