Carl Mørck har lagt politiet bag sig. Efter at have forladt Afdeling Q forsøger han at finde sin plads som forfatter, da en uhyggelig lydoptagelse lander i hans hænder. Optagelsen kaster nyt lys over en fire år gammel sag, hvor en ældre kvinde blev forsøgt myrdet af sin mand, der efterfølgende begik selvmord. Selvom sagen er lukket som opklaret, afslører lydfilen, at der var andre til stede, da forbrydelsen fandt sted.
Carl opsøger sine tidligere kolleger fra Afdeling Q, Rose Knudsen og Hafez el-Assad, som kæmper med faldende moral og en dalende opklaringsprocent i kælderen på Politigården efter hans afgang. Stemningen bliver ikke bedre, da drabschefen præsenterer deres nye kollega, den mystiske dansk-franske politikvinde Helena Henry. Rose mistænker, at Helena skjuler noget og begynder at grave i kvindens fortid, der viser sig at være foruroligende tom.
På Carls opfordring genåbner Afdeling Q sagen om det ældre ægtepar. Efterhånden som de dykker dybere, afslører der sig en glemt og tragisk hændelse fra fortiden. Men da Assad og Helena fanges i en hævntørstig mands dødelige fælde, står teamet over for et afgørende spørgsmål: Hvem er de egentlige ofre i denne sag – og hvem står bag forbrydelserne?
Døde sjæle synger ikke er en nervepirrende krimithriller, der udforsker knuste drømme, uskyld, grusomhed og svigt. Den stiller skarpt på, hvor længe et menneske kan holdes ansvarligt for sine valg, og hvor tynd grænsen mellem offer og gerningsmand kan være.