Jakob og Thomas Brinch er to brødre, der vokser op i efterkrigens Vejle. Efter afsløringen af en familiehemmelighed udvikler de to brødre et voldsomt uvenskab, der følger dem til København. Her lever Thomas det vilde liv, mens Jakob forelsker sig i den ældre revolutionære Berit og lever selv et beskyttet, stilfærdigt liv.
I Danmark bygger ungdommen nye fællesskaber i Thy og på Christiania, flytter ind i kollektiver, demonstrerer og kæmper for fred og ligeberettigelse i verden. For nogle ender oprøret i kaos - de bliver ikke samlet op. For andre fører det til trygge positioner og succes i tilværelsen. I familiens hus på Fanø mødes de to brødres morfar, Erling Brinch, med to mænd fra fortiden. Derefter ændrer hele familiens liv sig afgørende...
"Det er de oprørske, der svigter" er anden del af den populære romanserie om familien Brinch og Danmark - fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Tredje og sidste bind udkommer i efteråret 2022.
Om forfatterne: Forfatterparret Ringhof & Valeur består af Lise Ringhof (f. 1964), som i mange år har arbejdet med salg, marketing og presse på danske forlag, og Erik Valeur (f. 1955), som er uddannet journalist og tidligere har udgivet bestsellerromanen "Det syvende barn". Forfatterparret bor skiftevis i Valby ved København og i Sønderho på Fanø, hvor de har forsket og skrevet romanserien sammen.