László Krasznahorkais første nye roman efter Nobelprisen i litteratur 2025
En sommerfugleforsker, en forfatter – og måske et venskab. På overfladen handler László Krasznahorkais nye roman om to mænd, der mødes gennem deres fælles interesse for sommerfugle. Men som så ofte hos Krasznahorkai åbner fortællingen sig snart mod langt større spørgsmål: Hvor kommer livet fra? Hvad holder en verden sammen? Og hvad vil det sige at tage afsked?
Krasznahorkai skriver selv om romanen:
“Denne bog handler om sommerfugle. Nej, denne bog handler om en lepidopterolog. Nej, denne bog handler om livets oprindelse. Nej, denne bog handler om den ungarske nations sikkerhed. Nej, denne bog handler om farvel. Åh nej, denne bog handler om ingenting – hvilket var vores liv.”
– László Krasznahorkai
Få sider inde i romanen bliver læseren ført ind i overvejelser om livets oprindelse og et muligt opgør med Darwins evolutionsteori. Samtidig udfolder Krasznahorkai en fascinerende og detaljerig skildring af sommerfuglenes særegne biologi.
Men selv når de store spørgsmål trænger sig på, er det gennem det nære og konkrete, fortællingen bevæger sig frem. I centrum står den excentriske sommerfugleforsker, hvis fysiske handicap på paradoksal vis måske gør ham særligt egnet til sit arbejde. Og måske er det netop mødet med ham, der kan give den fortabte forfatter adgang til noget, han har mistet: et venskab, en forbindelse til verden – og måske en mening med livet.
László Krasznahorkai (f. 1954 i Gyula) er en af Ungarns mest betydningsfulde samtidsforfattere. Hans kompromisløse prosa, mørke humor og excentriske karakterer har gjort ham kendt og anerkendt langt uden for Ungarns grænser. Hans værker er oversat til en lang række sprog, og han har modtaget adskillige internationale priser, blandt andet The Man Booker International Prize i 2015.
I 2025 modtog Krasznahorkai Nobelprisen i litteratur for, som det hedder i begrundelsen, »hans overbevisende og visionære værk, der midt i apokalypsens terror bekræfter kunstens kraft«.
Forlaget Sisyfos har tidligere udgivet Krasznahorkais romaner Modstandens melankoli (1989, dansk 2015), Satantango (1985, dansk 2019) og Den sidste ulv (2009, dansk 2024).