Bogen er det tredje selvstændige bind i krimiserien med journalisten Ketil Brandt som hovedperson, og denne gang finder handlingen sted i et internationalt miljø.
I "Den svenske løgner" er Ketil Brandt på vej til Stockholm, da han under et kort ophold i Malmø bliver vidne til et skyderi på åben gade - og en mystisk kvinde, der flygter i rædsel fra gerningsstedet. Offeret er en cypriotisk diplomat, men både politiet og pressen mener, at han var et tilfældigt mål for en ny Malmø-skytte med sigtekornet rettet mod udlændinge. Ketil Brandt køber ikke denne forklaring. Han bliver viklet ind i et nervepirrende spil mellem udenlandske ambassadører, den svenske udenrigsminister, politiet og pressen - samt den mystiske kvinde, der bliver ved med at dukke op i sagen.
De øvrige bøger i serien hedder "Den danske lokkedue" (2011) og "Den norske lakaj" (2012), og rettighederne til serien med Ketil Brandt blev solgt til Sverige sidste år, hvor den første bog netop er udkommet under titlen "Lockfågeln".
44-årige Henrik Brun er uddannet journalist, har tidligere har været reporter på Information og er i dag udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad.