Med få ugers mellemrum forsvinder tre kvinder sporløst i Nordtyskland. Da liget af en af dem bliver fundet i et skovområde syd for Hamborg, bliver den danske efterforsker Lykke Teit koblet på sagen sammen med sine tyske kolleger, Hauptkommissar Rudi Lehmann og den yngre kriminalassistent Nora Bender.
Efterforskningen tager en dramatisk og uventet drejning, da det viser sig, at en af de forsvundne kvinder senest er set i intimt selskab med Rudi. Samtidig kæmper han med alvorlige hukommelsesproblemer og tilbagevendende blackouts, og han kan ikke redegøre for, hvordan kvindens blodplettede bluse er havnet i bagagerummet på hans slidte Mercedes. For politidirektør Seibeck er der ingen vej udenom: Rudi bliver suspenderet.
Lykke fortsætter arbejdet sammen med den tydeligt skeptiske Nora. Selvom Lykke holder fast i troen på Rudis uskyld, begynder tvivlen at nage – især fordi han mangler et troværdigt alibi. Da en af de savnede kvinder pludselig dukker op i dybt chokeret tilstand, eskalerer situationen, og kort efter forsvinder den suspenderede kommissær selv.
Den dobbelte kommissær er fjerde bind i krimiserien om det dansk-tyske makkerpar Lykke Teit og Rudi Lehmann.