En fortælling om kolonisterne i Grønland 1728-1731.
En levende skildring af et unikt kapitel i den dansk-grønlandske historie.
Mellem 1728 og 1731 forsøgte den danske konge, Frederik 4., at sætte gang i koloniseringen af Grønland med en storstilet ekspedition, der skulle sikre det danske riges kontrol over det store land. Målet var at oprette nye kolonier for at få styr på den grønlandske befolkning, bygge et fort som både skræmte og advarede andre nationer, og etablere en europæisk kolonibefolkning.
Derfor blev mere end 100 mænd og kvinder fra alle samfundslag sendt mod nord for at bosætte sig og udforske det vidtstrakte land: Håndværkere, soldater, officerer, embedsfolk, søfolk, hvalfangere og flere håndfulde straffefanger – både mænd og kvinder, som var blevet tvangsgift – skulle være de første til at grundlægge en kolonibefolkning. De etablerede to kolonier: Godthåb, den senere hovedstad Nuuk, og en ny bosættelse ved Nepisene på øen Nipisat tæt på det nuværende Sisimiut.
Men kulde og sygdom gjorde hurtigt et alvorligt indhug i de ankomne, og de tre år var præget af konstante konflikter og magtkampe mellem guvernøren og hans embedsmænd. Utilfredshed og uro bredte sig ofte blandt de menige kolonister. De mange interne stridigheder resulterede i et usædvanligt rigt kildemateriale, da de affødte utallige dokumenter, der giver os et unikt og detaljeret indblik i menneskerne, deres liv, deres hverdag, strabadserne, mødet med grønlænderne og den desperate kamp mod den ubarmhjertige natur – samt deres konflikter indbyrdes.
Vi træder ind i en fortælling, hvor målet var stort og ambitiøst, men ekspeditionen var underbemandet og dårligt forsynet. Et koloniforsøg, der kollapsede under vægten af konflikter, sygdom, nød, uheld og et pludseligt politisk kursskifte i København. Denne kronologiske og tematiske beretning viser en besynderlig periode, men også en erfaring, der satte sit præg på Danmarks videre kolonisering af Grønland.
