Et menneske er først glemt, når dets navn ikke længere bliver sagt højt.
Snublestenene – små messingbelagte mindetavler i fortovene – mindes ofre for nazismen og udgør med over 116.000 sten i 31 europæiske lande verdens største decentrale mindesmærke.
Denne bog dykker ned i otte personlige og rørende skæbner blandt dem, der har fået en snublesten i Danmark. Her møder vi blandt andre det ældre ægtepar Salomon og Blume Becker, den unge Alex Eisenberg og modstandsmanden Tage Fox Maule. Deres historier – både hjerteskærende og modige – er genskabt ud fra historiske kilder og samtaler med deres efterkommere.
Bogen byder også på et indblik i kunstneren bag projektet, Gunter Demnig, hvis arbejde dagligt møder millioner af europæere på deres vej. Derudover inviteres læseren med på tankevækkende rejser til snublesten i blandt andet Oslo, Berlin og Milano – hvor fortiden stadig taler gennem fliserne under vores fødder.