Tag med på en rejse tilbage til de sene 1960’ere og 1970’erne, hvor Dansktoppen dannede lydtapetet til vores liv og hverdag. Kunstnere som Birthe Kjær, Bjørn Tidmand, Ulla Pia, John Mogensen, Dorthe Kollo og mange flere gav stemme til et væld af sange, hvoraf mange med tiden er blevet til klassikere: Smilende Susie, Gid du var i Skanderborg, Så længe jeg lever, Hvis tårer var guld, Pas på den knaldrøde gummibåd og mange andre.
Fra 1968 til 1977 oplevede Dansktoppen sin helt store storhedstid. Jørn Hjortings radioprogram samlede millioner af lyttere og kom til at ændre det danske musiklandskab markant. Dansktoppen blev et kulturelt fænomen, der satte tydelige spor og siden kom til at stå som symbol på den folkelige musikunderholdning.
Dansktoppens guldalder fortæller historien om en tid i dansk underholdning fyldt med anekdoter og beskrivelser af, hvordan datidens dansktop-hits blev til, og hvordan de afspejlede deres samtid.