Efter to markante valgnederlag – senest i 2022, hvor Dansk Folkeparti var faretruende tæt på spærregrænsen – er det lykkedes Morten Messerschmidt at vende udviklingen og genrejse partiet. I dag peger meningsmålinger på, at Dansk Folkeparti igen kan blive det største borgerlige parti ved næste folketingsvalg.
I bogen fortæller Morten Messerschmidt åbent om sin tilbagevenden til dansk politik og til Dansk Folkeparti i 2019, om følgerne af partiets fejlslagne strategier og om den omfattende genopbygning, der ventede, da han overtog formandsposten i 2022. Gennem personlige erfaringer og fortællinger om mennesker, der har præget hans liv, giver han et indblik i den vej, der har formet ham som politiker – og i arbejdet med at placere Dansk Folkeparti og partiets mærkesager tydeligt i dansk politik igen.
Bogen kommer omkring en række centrale politiske emner, herunder klima, kultur, sundhed, den offentlige sektor og udlændingepolitik. Samtidig behandles klassiske DF-temaer som ældrepolitik, sammenhængskraft, danske værdier, stolthed og autoritet – samt bekymringen for forfaldet i sæder, traditioner, samfundsinstitutioner og Europa.
Undervejs bruger Messerschmidt sine egne erfaringer som afsæt for de holdninger og mærkesager, han mener bør præge både hans egen politiske linje og Dansk Folkepartis fremtid – altid med Danmarks og danskernes interesser som det centrale mål.
Han tager også fat på den udbredte opfattelse af ham som en kultursnob og fortæller om sin opvækst i Frederikssund – en barndom præget af kærlighed, men langt fra opera, gourmetmiddage og Bourgogne.