En lun forårsdag i april 2017 forlader en anonym frokostgæst diskret Hjørneværelset ved Rådhuspladsen. Med sig har vedkommende efterladt et tip, der – uden at nogen ved det endnu – fire år senere vil føre til rigsretssagen mod Inger Støjberg. Vi følger med, når skandalerne ruller hen over skærmen, men de færreste kender historien bag breaking news: De fortrolige møder, de diskrete gåture, de usynlige kilder og modige whistleblowere.
I denne bog åbner Dagbladet Politikens chefredaktør, Christian Jensen, for første gang døren til en række af de mest opsigtsvækkende afsløringer i nyere dansk pressehistorie. Han fortæller om dengang, han som ung journalist modtog et tip, der førte til afsløringer om A.P. Møllers rolle under krigen – artikler, der fik aviser til at flyve over disken. Om arbejdet med nogle af vor tids mest markante whistleblowere, som Edward Snowden og Chelsea Manning. Om offentliggørelsen af den forbudte PET-bog, der blev en forløber til den hidtil største efterretningsskandale i Danmark – med Lars Findsen i centrum. Og om Politikens afsløring af sagen mod Inger Støjberg.
Sagerne spænder vidt, men har ét fælles omdrejningspunkt: de anonyme stemmer og usete hænder, der gør det muligt at holde magten ansvarlig. For det er ikke i toppen, men i skyggerne, at nogle af de vigtigste udfordringer til magten begynder. Det er mennesker, vi sjældent kender navnet på – men som vi aldrig må glemme.
Denne bog er en hyldest til dem: whistleblowerne og de anonyme kilder, som gør sandheden mulig.