Hun har skrevet til alle – undtagen ham, hun skylder sandheden.
Sibyl har levet et helt liv. Hun har gjort karriere, været gift, fået børn, elsket, mistet og fortrudt. Og hele vejen har hun skrevet breve. Til venner, familie og gamle kolleger. Brevene er hendes måde at holde fast i mennesker, minder og sig selv på.
Men der er én, hun aldrig har skrevet til.
Da en uventet henvendelse fra fortiden pludselig vender op og ned på Sibyls nøje kontrollerede tilværelse, bliver hun tvunget til at se tilbage på det liv, hun troede, hun havde lagt bag sig. For ét af hendes største tab gemmer på en hemmelighed og en skyld, hun har båret på i årtier.
Nu er tiden kommet til at skrive det sidste brev.
Brevene er en varm, humoristisk og hjerteskærende roman om kærlighed, tab, skyld og fortrydelse – og om modet til endelig at fortælle sandheden. Med Sibyl har Virginia Evans skabt en skarp, sær og uforglemmelig hovedperson, som både får os til at le og mærke livet helt ind under huden.
En roman om alt det, vi siger, alt det, vi tier om – og om at det aldrig er for sent at begynde forfra.